Min personlige beretning
Jeg er socialrådgiver og blev selv mødt af det kommunale system. Det var en speciel oplevelse. Her fortæller jeg om min rejse til et fantastisk liv, trods kroniske smerter.

Hvad skete der?

Da jeg i år 2010 blev påkørt bagfra første gang, arbejdede jeg i et privat firma, hvor jeg hjalp borgere med psykiske udfordringer tilbage til arbejdsmarkedet. Et job jeg var vildt glad for. Ulykken gav mig et piskesmæld. I 2011 blev jeg påkørt igen, dog ikke så voldsomt som første gang, men nok til at smerterne igen blev forværret. I 2010 startede jeg med at være helt sygemeldt i 14 dage, og forsøgte derefter igen og igen at arbejde mig op til fuldtids beskæftigelse. Dette lykkedes desværre ikke. Det endte med at jeg i 2012 blev opsagt, og derved måtte starte turen igennem det kommunale system. Min sagsbehandler mente ikke jeg fejlede noget. Nej, jeg skulle bare finde et andet job!!
Enden blev at jeg kom på kontakthjælp. Dette var jeg mildest talt ikke tilfreds med, så anlagde derfor sag imod kommunen. En af mine helt store klagepunkter var, at man ikke kunne udtale sig om min arbejdsevne, når jeg ikke var afklaret i praktik osv.

Ud over at foreberede sagen imod kommunen skulle jeg også bruge en del tid på min
forsikrings sag. Den er først i år 2019, efter 9 år, delvist afsluttet!! Der var speciallæger
der skulle besøges og mange papirer der skulle fragtes fra forsikringen til kommunen,
og retur igen. 

Sideløbende oplevede jeg udfordringer med den kommunale sagsbehandler, som jeg
følte både var uvidende og bange for min profession som socialrådgiver. Hver gang jeg
stillede et spørgsmål, skulle hun tilbage til sit team og spørge, inden jeg kunne få svar.
Måske det bare var sådan det team arbejdede, men for mig fremstod det usikkert.

Min søn søn på 11 år havde det svært. Han ønskede ikke længere bo hos sin far, og
havde meget svært ved at koncentrere sig i skolen. Jeg måtte kæmpe med PPR (Nu PPL) 
og skolen om at få ham udredt. Dette var en sej kamp i sig selv. Først da egen læge
satte sig igennem, skete der noget i den sag. 
 

Dertil kom, at jeg måtte stoppe det forhold jeg havde til min kæreste. Vi var ikke gode
for hinanden, selvom vi havde vildt mange følelser for hinanden. Forholdet var præget af jalousi og uro. Noget jeg ikke længere kunne håndtere efter smerterne havde gjort sit indtog i mit liv.

Endelig endte denne kaotiske tid med at jeg i 2013 fik en blodprop i hjertet. Var jeg ikke allerede træt og frustreret pga. smerter og alt for mange udfordringer i livet, blev jeg det nu.!!

                                                                                                        Hvilket fokus vandt?

                                                                                                        Livet føltes på daværende tidspunkt som én stor kamp. Der var hele tiden noget jeg                                                                                                                  skulle tage mig af. Jeg havde ikke tid til at pleje mine smerter, og vidste forøvrigt heller                                                                                                          ikke, hvordan jeg skulle tage mig af hverken dem, eller mig selv. Det var jeg nemlig ikke                                                                                                          vant til. 
                                                                                                        Igennem hele mit liv har selvudvikling været en del af mit liv. Da ulykken skete gik jeg                                                                                                              allerede hos et ægtepar, som var alternative behandlere. Det var en god måde at få                                                                                                                mere fokus på mig selv på. Derudover vidste jeg det var vigtigt at holde fokus på det                                                                                                                som fungerede. Alt det jeg ikke kunne gøre noget ved, såsom forsikringssagen, måtte                                                                                                              jeg slippe. Jeg havde ikke indvirkning på den alligevel. I en lang periode var mit fokus                                                                                                              punkt, at jeg havde dejlige børn og venner, og at solen måske skinende og fuglene                                                                                                                  pippede. Der var ikke andet end det der var sikre fokuspinkter i mit liv. 

 

Jeg anede ikke, om jeg kunne blive ved med at betale husleje, kærligheden var væk og det var svært at bede om hjælp. I 8 mdr. fik jeg ikke en krone nogle steder fra, da jeg havde fået udbetalt forsikringssum pga. blodproppen. Det var en hård og meget usikker tid. Men uanset hvor skidt tingene så ud, var jeg fokuseret på at nyde fuglenes sang og den elskelige følelse mine børn og venner gav mig. Det gav mig mod og trøst til at forsætte kampen mon kommunen, hvor det til sidst også endte med jeg fik tilkendt fleksjob. 
 

​

Hvad så nu?

I dag har jeg et fantastisk liv. Jeg lever med hjertet, for ved jo at selvom tingene er skidt, så er der aldrig nogle

problemer der forsætter livet ud. Jeg er meget opmærksom på at putte gode ting ind i mit liv. Nyde alt det jeg kan

selvom jeg forsat har daglige smerter. 

Inden ulykken var mit liv meget præget af at hjælpe andre. Min indstilling var: Altid de andre, før mig selv. I dag har

jeg lært, ganske vist på den hårde måde, at det er vigtigt at tage sig af sig selv. Hvis ikke vi lytter til os selv, og

vores egne behov, så kan vi jo ikke vise andre, hvordan vi ønsker at leve vores liv. 
Førhen var det ret utænkeligt at jeg ville bede nogen om hjælp. Jeg er måske forsat ikke verdensmester i det. men

nu ved jeg at det kan være en kæmpe fornøjelse for andre at hjælpe mig. Hvilket det også er for mig. For min

energi og overskud er slet ikke som før ulykken. 

I dag er jeg også meget mere opmærksom på, hvad det er jeg foretager mig. Hvilke arrangementer jeg siger

ja til. Hvem jeg vil ses med, hvor mange opgaver der skal klares hver dag. Smerterne har lært mig at være

meget mere nærværende i mit liv. For alt det jeg foretager mig, koster energi. Energi, jeg ikke har ret meget

af. Så når jeg siger ja.. Så er det fordi det er noget der giver mig et eller andet. Et godt grin, nydelse, gode

minder osv. 
Der er derfor meget mere fokus på de positive og gode følelse, end førhen, hvor livet ofte var sat mere

på automatik. "Sådan plejer det jo at være og det kan de andre bedst lide", var ret styrende sætninger.
Udsvingene mellem aktivitet og behovet for hvile er blevet mindre. Men jeg ved også, hvor vigtigt det er

at holde oplader pauser op til flere gang om dag. 
Så på en måde er jeg i dag taknemmelig for mine smerter. For smerterne vejleder mig hen til et liv, der i dag leves mere

mere på mine præmisser. - Ud fra mine behov. 

Jeg lærte at dagene er de samme, men at det er vores fokus der gør hele forskellen. 
Vi kan holde øje med alt det der ikke virker, eller alt det vi kan gøre noget ved, og alt det der kan nydes.Det er op til mig selv at få det bedste ud af hver dag. Så det gør jeg alt jeg kan. Jeg føler mig ikke færdig med at skabe, nyde og opleve, selvom det nogle gange har en pris. Indimellem er det værd at tage en dag eller to i sengen, for at opleve store ting. Men som sagt, så er det ikke så ofte mere, at mine valg kræver så meget energi. 

Hvad kan andre bruge?

Min egen rejse igennem systemet har i den grad inspireret mig til at hjælpe andre i samme situation. Det er en kæmpe fornøjelse at se mennesker udvikle sig, og have overskud til igen at nyde livet. Ingen fortjener at livet er præget og styret af uro, forvirring, frygt og smerter. 
                                                           Jeg har en ret bred erhvervserfaring. Både som tidligere selvstændig, blomsterdekoratør, pædagogmedhjælper, Bo-                                                                    støtte medarbejder. Endvidere har jeg arbejdet indenfor psykiatrien i forskellige stillingere og ikke mindst hjulpet                                                                          borgere med komplekse smerter til et bedre liv. Jeg har efteruddannelse indenfor det kognitive og systemiske felt og                                                                   har altid interesseret mig for de psykiske mekanismer i mennesket. 
                                                                Derudover er jeg meget handlings orienteret, så når jeg sammen med en borger møder en udfordring, er jeg ikke                                                                       bleg for at finde ud af, hvordan det kan løses. Dette har lært mig rigtig mange ting om systemet, bankverdenen og                                                                      livet generelt.  
                                                                   I dag har jeg derfor en meget bred viden og erfaring i forhold til at hjælpe mennesker der er i krise til et bedre liv. 
                                                                    Det er vigtigt for mig, at dem jeg samarbejde med har tillid til mig, og at vi sammen finde ud af. hvad der er                                                                               målet. Et liv med kroniske smerter kræver en masse omstilling og nye strategier. Derfor er det vigtigt at                                                                                      acceptere sin situation og finde de positive vinkler frem. Men dette er en sej kamp med gamle mønstre.

                                                                       Èt er snak og forståelse, noget andet er handling på tingene. Ofte har os med smerter ikke energi og overskud                                                                            til at få de praktiske ting klaret, hvorfor jeg føler det er vigtigt at få f.eks. økonomien på plads, så det ikke er en                                                                           daglig bekymring mere.
                                                                          Jeg er derfor ofte med til møder, laver budget og får økonomien på plads. 

                                                                     

                                                                     Kort sagt, alle de problemer og udfordringer der måtte være i livet, er noget jeg hjælper med at få styr på, så der                                                                       igen er plads og overskud til at leve det gode liv. 

                                                                     -Alle fortjener nemlig det gode liv....

Hilsen Mona