Min personlige historie
Det var en speciel oplevelse, selv at være socialrådgiver og blive mødt af det kommunale system!
Her fortæller jeg om min rejse til et fantastisk liv, trods kroniske smerter.
Hvad skete der?
Da jeg i år 2010 blev påkørt bagfra første gang, arbejdede jeg i et privat firma, hvor jeg hjalp borgere med psykiske udfordringer tilbage til arbejdsmarkedet. Et job jeg var vildt glad for. Ulykken gav mig et piskesmæld og dermed smerter i hoved, nakke, mellem skulderbladene og lænden. Derudover kunne jeg ikke koncentrere mig og huske ret godt. Jeg blev meget lys og lyd følsom. I mange år hørte jeg ikke musik mere. Noget jeg ellers altid gjorde. På arbejdet kunne jeg ikke finde simple ord, som jeg brugte mange gange om dagen. Det var ret svært at komme ud af sengen pga. smerte og i det hele taget var det en KÆMPE opgave at komme i bad, lave mad osv. Jeg plejede at være meget social og arrangerede ofte fester og andre sammenkomster. Dette kunne jeg slet ikke overskue mere. Det blev i stedet til en ensom "fest" alene på min sofa eller i min seng. Min sociale omgang blev meget minimal, da jeg simpelthen ikke havde overskuddet til det mere.
I 2011 blev jeg påkørt igen, dog ikke så voldsomt som første gang, men nok til at smerterne igen blev forværret. I 2010 startede jeg med at være helt sygemeldt i 14 dage, og forsøgte derefter igen og igen at arbejde mig op til fuldtids beskæftigelse. Dette lykkedes desværre ikke. Det endte med at jeg i 2012 blev opsagt, og derved måtte starte turen igennem det kommunale system. Min sagsbehandler mente ikke jeg fejlede noget. Nej, jeg skulle bare finde et andet job der passede bedre til mig!!
Enden blev at jeg kom på kontakthjælp. Dette var jeg mildest talt ikke tilfreds med, så jeg anlagde derfor selv sag imod Viborg kommunen. En af mine helt store klagepunkter var, at man ikke kunne udtale sig om min arbejdsevne, når jeg ikke var afklaret i praktik osv.
Ud over at forberede sagen imod kommunen skulle jeg også bruge en del tid på min
forsikrings sag. Den blev først i år 2019, efter 9 år, delvist afsluttet!! Anden skadevolders
sag er endnu ikke afsluttet i 2021!
Der var speciallæger der skulle besøges og mange papirer der skulle fragtes fra
forsikringen til kommunen, og retur igen.
Sideløbende oplevede jeg udfordringer med den kommunale sagsbehandler, som jeg
følte både var uvidende og bange for min profession som socialrådgiver. Hver gang jeg
stillede et spørgsmål, skulle hun tilbage til sit team og spørge, inden jeg kunne få svar.
Måske det bare var sådan det team arbejdede, men for mig fremstod det usikkert.
Min søn, som dengang var 11 år havde det svært. Han ønskede ikke længere bo hos sin far,
og havde meget svært ved at koncentrere sig i skolen. Jeg måtte kæmpe med PPR (Nu PPL)
og skolen om at få ham udredt. Dette var en sej kamp i sig selv. Først da egen læge
satte sig igennem, skete der noget i den sag.
Dertil kom, at jeg måtte afslutte det forhold jeg havde til min kæreste. Vi var ikke gode for hinanden, selvom vi havde vildt mange følelser for hinanden. Forholdet var præget af jalousi og uro. Noget jeg ikke længere kunne håndtere efter smerterne havde gjort sit indtog i mit liv.
Endelig endte denne kaotiske tid med at jeg i 2013 fik en blodprop i hjertet. Var jeg ikke allerede træt og frustreret pga. smerter og alt for mange udfordringer i livet, blev jeg det nu.!!
Et positivt livssyn
Livet føltes på daværende tidspunkt som én stor kamp. Der var hele tiden noget jeg skulle tage mig af. Jeg havde ikke tid til at pleje mine smerter, og vidste for øvrigt heller ikke, hvordan jeg skulle tage mig af hverken dem, eller mig selv. Det var jeg nemlig ikke vant til.
Igennem hele mit liv har selvudvikling været en del af mit liv. Da ulykken skete gik jeg allerede hos et ægtepar, som var alternative behandlere. Det var en god måde at få mere fokus på mig selv på. Derudover vidste jeg det var vigtigt at holde fokus
på det som fungerede. Alt det jeg ikke kunne gøre noget ved, såsom forsikringssagen, måtte jeg slippe. Jeg havde ikke indvirkning på den alligevel. I en lang periode var mit fokus punkt, at jeg havde dejlige børn og venner, og at solen måske skinende og fuglene pippede. Det var mine eneste sikre fokuspunkter i livet.
Jeg anede ikke, om jeg kunne blive ved med at betale husleje, kærligheden var væk og det var svært at bede om hjælp. I 8 mdr. fik jeg ikke en krone nogle steder fra, da jeg havde fået udbetalt forsikringssum pga. blodproppen. Det var en hård og meget usikker tid. Men uanset hvor skidt tingene så ud, var jeg fokuseret på at nyde fuglenes sang og den elskelige følelse mine børn og venner gav mig. Det gav mig mod og trøst til at forsætte kampen mod kommunen, hvor det til sidst også endte med jeg fik tilkendt fleksjob og vandt sagen imod kommunen.
Hvad så nu - hvad lærte jeg?
I dag har jeg et fantastisk liv. Jeg lever med hjertet, for ved jo at selvom tingene er skidt, så er der aldrig nogle
problemer der forsætter livet ud. Jeg er meget opmærksom på at putte gode ting ind i mit liv. Nyde alt det jeg kan
selvom jeg forsat altid har kroniske smerter. Dette til trods for utallige behandlinger.
Inden ulykken var mit liv meget præget af at hjælpe andre. Min indstilling var: Altid de andre, før mig selv. I dag har
jeg lært, ganske vist på den hårde måde, at det er vigtigt at tage sig af sig selv først. Hvis ikke vi lytter til os selv,
og mærker vores egne behov og lever derefter. Så bliver vi utydelige overfor andre, og kan ikke forvente at få
hjælp og forståelse.
Førhen var det ret utænkeligt at jeg ville bede nogen om hjælp. Jeg er måske forsat ikke verdensmester i det.
Men nu ved jeg at det kan være en kæmpe fornøjelse for andre at hjælpe mig. Hvilket det også er for mig. For
min energi og overskud er slet ikke som før ulykken.
I dag er jeg også meget mere opmærksom på, hvad det er jeg foretager mig. Hvilke arrangementer, jeg siger
ja til. Hvem jeg vil ses med, hvor mange opgaver der skal klares hver dag. Smerterne har lært mig at være
meget mere nærværende i mit liv. For alt det jeg foretager mig, koster energi. Energi, jeg ikke har ret meget
af. Så når jeg siger ja.. Så er det fordi det er noget der giver mig et eller andet. Et godt grin, nydelse, gode
minder osv.
Der er derfor meget mere fokus på de positive og gode følelse, end førhen, hvor livet ofte var sat mere
på automatik. "Sådan plejer det jo at være og det kan de andre bedst lide", var ret styrende sætninger.
Udsvingene mellem aktivitet og behovet for hvile er blevet mindre. I dag jeg ved også, hvor vigtigt det er
at holde oplader pauser op til flere gang om dag.
Så på en måde er jeg i dag taknemmelig for mine smerter. For smerterne vejleder mig hen til et liv, hvor jeg lever meget mere på mine præmisser - ud fra mine behov.
Jeg lærte at dagene er de samme, men at det er vores fokus der gør hele forskellen.
Vi kan holde øje med alt det der ikke virker, eller alt det vi kan gøre noget ved, og alt det der kan nydes. Det er op til mig selv at få det bedste ud af hver dag. Så det gør jeg alt jeg kan. Jeg føler mig ikke færdig med at skabe, nyde og opleve, selvom det nogle gange har en pris. Indimellem er det værd at tage en dag eller to i sengen, for at opleve store ting. Men som sagt, så er det ikke så ofte mere, at mine valg kræver så meget energi.
Smertealder:
Jeg kom også frem til at det er som en lang rejse at lære at leve med kroniske smerter. Vi skal ændre på livsmønstre og ALT skal gøres på en ny og anderledes måde. Der er ikke overskud til de nærmeste på sammen måde mere. Huslige opgaver kan gøre ondt og være så besværlige at de ikke kan klares osv.
Det gik op for mig at det var som at skulle lære at leve livet på ny - starte forfra om du vil.
Dette fik mig til at tænke på at de første år af livet, som også var gået med at lære alle mulige ting - gå, tale, cykle, lave mad osv. Jeg er bevidst om, at alle de ting der skulle genlæres, ikke kunne læres på én dag. Jeg har nu haft smerter i snart 12 år. Så min smerte alder er kun knap 12 år. Hvad kan en pige på 12 år?
Jeg tror i alle tilfælde ikke at nogen forventer et perfekt liv af en 12 årig. Hun må gerne bede om hjælp og har masser af ting hun forsat skal lære i livet. Forventningerne er ikke så høje til hende.
- Sjovt nok har vi KÆMPE forventninger til os selv. Men hvorfor? Vi er jo ved at lære livet at kende forfra og er kun erfaring med at leve dette slags liv, ligeså længe som vores smertelader er...
Hvis, vi se på os selv med kærlige øjne ud fra vores smertealder og lade være med at slå os selv i hovedet, når vi ikke lige kan få tingene til. Så tror jeg vi får det bedre og lettere kan holde ud at være med smerterne. Kort sagt accepten af vores liv og situation er lettere at gå til.
Hvad kan andre bruge?
Min egen rejse igennem systemet har i den grad inspireret mig til at hjælpe andre i lignende situation. Det er en kæmpe fornøjelse at se mennesker udvikle sig, og have overskud til igen at nyde livet. Ingen fortjener at livet er præget og styret af uro, forvirring, frygt og smerter.
Jeg har en ret bred erhvervserfaring. Både som tidligere selvstændig, blomsterdekoratør, pædagogmedhjælper, Bostøtte medarbejder. Endvidere har jeg arbejdet indenfor psykiatrien i forskellige stillinger og ikke mindst hjulpet borgere med komplekse smerter til et bedre liv. Jeg har efteruddannelse indenfor det kognitive og systemiske
felt og har altid interesseret mig for de psykiske mekanismer i mennesket.
Derudover er jeg meget handlings orienteret både i eget liv men også når jeg samarbejder med de borgere jeg hjælper. Min kreative baggrund bruges til at finde løsninger på alle mulige slags udfordringer. Jeg er vild med at finde brugbare strategier og løsninger...
I dag har jeg derfor en meget bred viden og erfaring i forhold til at hjælpe mennesker der er i krise til et bedre liv.
Det er vigtigt for mig, at dem jeg samarbejde med har tillid til mig, og at vi sammen finder ud af. hvad der er målet. Et liv med kroniske smerter kræver en masse omstilling og nye strategier. Derfor er det vigtigt at lære at acceptere sin situation og finde de positive vinkler frem. Men dette er en sej kamp imod gamle livsmønstre. F.eks. møder jeg rigtig mange der forsat liver efter devisen om at man skal yde, før man kan nyde, og at det bare skal arbejdes væk!
Èt er snak og forståelse, noget andet er handling på tingene. Ofte har os med smerter ikke energi og overskud til at få de praktiske ting klaret, hvorfor jeg føler det er vigtigt at få hele livet til at fungere igen. Mange har store bekymringer omkring den økonomiske situation. Derfor er det også noget af det vi først samarbejder om at få overblik over. Derudover er jeg ofte bisidder eller partsrepræsentant til møder, hjælper med at få samvær på plads med børn, finder de strategier der skal til for at få hverdagen til at fungere, hjælpe med at erstatte negative automatiske tanker med positive og meget mere. Alt det der fylder, tager vi fat i en ting ad gangen. Intet er for stort eller småt…
Kort sagt, så hjælper jeg både med at få den kommunale sag afklaret hurtigst og bedst muligt, men i lige så høj grad skal de indre og personlige udfordringer klares. Det er nemlig HELE dig der er i fokus hos mig, for ellers kommer livet ikke til at fungere optimalt med ro og overskud igen.
Mit motto er: Alle fortjener et gode liv...
Hilsen Mona
